Fra idé til virkelighed
Forarbejdet til hallens tilblivelse startede i 1986, hvor en gruppe entusiastiske borgere blev enige om, at Hou skulle have en idrætshal. Der viste sig heldigvis hurtigt at være stor opbakning til projektet fra lokalbefolkningen, som flittigt deltog i diverse arrangementer, som blev søsat for at skaffe penge til byggeriet. Først i 1989 begyndte pengene for alvor at skæppe i kassen.
I en weekend i april måned gik ca. 40 frivillige fra dør til dør og solgte gavebreve til støtte for hallen. Denne weekend overbeviste bestyrelsen om, at en hal var en realistisk mulighed, idet gavebrevssalget indbragte ca. 170.000 kr.
Nu kom der skub i projektet og i de næste 2½ år, blev der arbejdet på højtryk med den utroligt entusiastiske formand Torben Lohmann som en fantastisk drivkraft.
Belåning til idrætsbyggeri var en meget vanskelig sag, men i sidste øjeblik, inden beregnet byggestart, sagde Nykredit og Unibank i fællesskab ja til at belåne projektet med 2.200.000 kr. Dette beløb var, hvad der manglede, efter at Odder Kommune havde givet et anlægstilskud på 1.676.000 kr, og HOIF havde indskudt 650.000 kr, som stammede fra salget af den gamle sportsplads på Skovvej.
Byggeriet gennemførtes herefter planmæssigt – dygtigt styret af arkitektfirmaet Thorup Rasmussen A/S. Den samlede pris for hallen inklusiv inventar blev på 5.100.000 kr.
Hallen stod klar
Hallens tilblivelse blev fejret på behørig vis, og den samlede bestyrelse kunne sammen med e-nens borgere glædes over en flot hal, som resultat af de utroligt mange timers frivilligt planlægningsarbejde, der var gået forud. Hallens bestyrelse bestod ved indvielsen af Torben Lohmann, Anker Bøgholm, Elvin Hansen, Jon Jensen, Lene Helbo, Eigil Dam og Vagn Skårup. Dertil skal nævnes yderligere tre personer, Finn Røkke, Ole Pulz og Ole Poulsen, som igennem bestyrelsesarbejde tidligere i forløbet, havde gjort en stor indsats..
Borgernes lyst til at dyrke idræt tog et ordentlig hop nu, hvor der var så gode forhold. En stor indsats fra HOIF med at geare foreningen til at besætte så mange timer i hallen, var også stærkt medvirkende til, at brugen af hallen oversteg det forventede lige fra første dag.
En forsigtig bestyrelse turde dog ikke ansætte en halinspektør på dette tidspunkt. Derfor blev der nedsat en cafeteriagruppe og en rengøringsgruppe, som på frivillig basis skulle klare de opgaver, som var nødvendige for at drive hallen. De frivillige, med Flemming Helbo i spidsen, gjorde en fremragende indsats, og var stærkt medvirkende til, at hallen kom så godt fra start. De første tre år blev hallen drevet på denne måde.
I 1994 besluttede bestyrelsen, at der skulle ansættes en halinspektør. Bestyrelsen ansatte derpå Susanne og Orla Guldhammer Jensen som halinspektør og cafeteriaforpagter. Parret kom dog hurtigt til at savne Nordjylland, hvor de stammede fra, og deres ansættelse varede kun 1 år.
Hou Hallens Venner hovedsponsor for tilbygning
I 2009 besluttede bestyrelserne for Hou Hallen og Hou Hallens Venner, at nu skulle det være. Der var efterhånden samlet en del penge sammen, og der var et stort behov for flere lokaler, således at hallen kunne bruges til eksempelvis fitness, spinning og dans, ligesom der også var brug for et tidssvarende lokale til juniorklubben.
Der blev nedsat en byggegruppe, som blev justeret et par gange i løbet af de ca. 3 år, der gik, før byggeriet stod klar. Tegningerne til projektet blev lavet af Torben Rasmussens tegnestue, som også tidligere havde været involveret i planer om udvidelse af Hou Hallen. Da tegningerne var lavet, overtog byggegruppen ansvaret for såvel tegninger som beregninger. Det kunne lade sig gøre, fordi medlem af byggegruppen, Nicolai Markfoged, med baggrund i sit job som bygningsingeniør påtog sig hovedansvaret på frivillig basis.
Hou Hallens Venner gav et tilskud på 1.400.000 kr til byggeriet. På trods heraf, måtte projektet justeres undervejs, for at reducere anlægsudgifterne, da det viste sig, at være umuligt at skaffe den nødvendige økonomi. Der blev virkelig tænkt kreativt for at finde billigere løsninger uden at forringe projektet. Alle materialevalg og muligheder for frivillig arbejdskraft blev gennemgået, leverandørrabatter blev halet hjem, og sammen med stor velvilje fra håndværkerne så lykkedes det at skære et ganske stort beløb af den samlede anlægspris.
Byggegruppen var under forløbet blevet udvidet med Jesper Markfoged, idet han i foråret 2012 afløste Eigil Dam på posten som formand for hallen. Jesper fik en central rolle i bestræbelserne på at finde besparelser, og med at skaffe en långiver, der var villig til at yde et lån på restbeløbet. Med besparelserne var vejen banet for at Nordea ville yde et lån på 1.000.000 kr, som manglede for at få finansieringen på plads.
Byggeriet gik i gang i foråret 2012 og den 29. september samme år var der indvielse og ibrugtagning af den flotte 500 m2 store tilbygning. Dejlige lyse lokaler som var blevet udsmykket af kunstneren Malene Ahlgreen.
Nye lokaler klar til brug
Det var en stolt formand Jesper Markfoged, der kunne indvie hallen og takke alle de mange mennesker, som med deres store frivillige indsats havde gjort det muligt at skabe faciliteterne til en fitnessklub, et multirum, en juniorklub, et depotrum og et legerum i Hou Hallen.
Hou Hallens Venners formand Jon Jensen takkede også de mange ihærdige frivillige, som gennem deres arbejde med Hou Havnefest, loppemarkedet i Hou Hallen og den overvågede parkering under Tunø Festival, havde været med til at samle 1.400.000 kr sammen. Disse penge havde gjort det muligt, at lave den tilbygning, og derved skabe grundlaget for en udvidelse af aktiviteterne i lokalområdet, og dermed også mere liv og samvær i byens hal.
Hou Hallen, 8300 Odder ©